Going EXP

Natur og formidling // Explore · Experiment · Experience

Ingen lytter – hva’ dælen do we do?

Ønsker du også at lave en præsentation som fanger tilhørerne? En præsentation som får et svært fagområde til at virke legende let? En præsentation som ikke kun tilhørerne nyder, men som du også selv synes er sjov at fremføre? Så læs med her – vi deler ud af vores erfaringer med mundtlig formidling.

Auditorium 55 er fyldt til randen af medicinstuderende. Med ører på stilke og computeren fremme venter de på dagens lektion i neurofysiologiske sygdomme. Forelæseren fumler længe med projektoren og endelig toner præsentationen frem på lærredet. Designet er hvidt med sort skrift – og meget af den! Blandt de studerende lyder dybe suk da forelæserens monotome stemme begynder at summe fra hjørnet af rummet, mens han gennemgår det første af 70 slides.

Situationen er velkendt blandt universitetsstuderende. Ofte møder vi støvede professorer, som måske nok er yderst kompetente indenfor deres fagområde, men som desværre ikke formår at præsentere deres fagområde på en engagerende og overskuelig måde. Engang imellem er vi heldige at støde på en underviser, som rent faktisk formår at gøre svært fagligt stof spiseligt. En underviser som motiverer os til at lytte hele præsentationen igennem. En underviser  som med sin indlevelse og engagement gør en forskel på vores syn på det pågældende emne. Vi kan alle blive sådan en underviser, foredragsholder eller taler til den runde fødselsdag. Det kræver få enkle justeringer at forvandle selv den værste foredragsholder til en historiefortæller i topklasse.

I et kursus i mundtlig formidling på Syddansk Universitet har vi opnået viden om hvilke virkemidler man kan bruge, når man vil lave en præsentation som fanger tilhørerne, men som stadig er på et højt fagligt niveau. Herunder præsenteres en opsummering af udbyttet fra undervisningstimerne. Nedenstående er baseret på erfaringer – egne og andres. For en gangs skyld medtager vi kun en enkelt kilde.  Hovedkilden er Christian Eiming – manden med de mange titler (http://www.formidling.info). Hos os går han under titlen ekstern lektor på Syddansk Universitet, hvor han netop transformerer biologistuderende til historiefortællende forskere.

I de næste tre indlæg vil vi i overordnede emner forklare hvordan enkle tips kan ændre din præsentation til fantastisk.

  1. Hvad er kernen?
  2. Den gode Power Point præsentation
  3. Din personlige fremtræden

Det kræver tid og planlægning at lave en god præsentation, men det betaler sig i længden. Du tænker måske, at disse råd ikke er brugbare fordi du vil præsentere kvantefysik eller noget andet håbløst svært. Vi lover dig, at det er muligt. Hvis du er indstillet på det, kan du godt benytte berettermodellen. Det er lykkedes os og vores medstuderende at præsentere emner som for eksempel kræftvacciner, evolutionære processer og ekkolokation hos havpattedyr på en overskuelig og spændende måde for tilhørere uden faglige forudsætninger for at forstå. Følg med herinde, når indlæggene bliver postet – og rigtigt god fornøjelse med din næste præsentation.

1 comments on “Ingen lytter – hva’ dælen do we do?

  1. Claus Handberg
    22. oktober 2012

    Interessant – du har fanget min opmærksomhed og jeg venter spændt på de næste indlæg.
    Har netop selv udgivet bogen “Bryd rammen” om emnet visuel præsentationsteknik, og kan sagtens nikke genkendende til problemstillingen fra den virkelige hverdag.
    Er du interesseret i løbende at modtage tips og inspiration omkring emnet, som du kan viderebringe her på bloggen, kan du skrive dig op til mit nyhedsbrev på http://www.brydrammen.dk.

    Glæder mig til at læse dit næste indlæg :-)

Skriv en kommentar

Information

This entry was posted on 18. oktober 2012 by in Præsentationsteknik.