Going EXP

Natur og formidling // Explore · Experiment · Experience

Din personlige fremtræden

Når du ved HVAD du vil formidle, HVEM du vil formidle det til og du har styr på HVILKET MEDIE du vil bruge, mangler der stadig en ting for en sammenhængende præsentation. Du er nødt til at overveje HVORDAN du vil gøre det. Brug dine omgivelser og dig selv til at give tilhørerne en oplevelse ud over det sædvanlige.

Indret rummet

Der er mange forskellige måder at bruge et rum på. Måden rummet indrettes på betyder noget for hvordan ens budskab kommer ud. Det er svært at ændre på et forelæsningslokale, men hvis det er en mindre forsamling man fremlægger for, kan man sagtens rykke rundt på bordene eller sætte folk i en rundkreds.

Statisk billede: Når tilhørerne sidder i rækker og kigger op på tavlen, ser de en statisk forelæser der bare står og ‘gemmer’ sig bag et PP. (auditiv = høresans)

Fleksibelt billede: Ved at gå frem og tilbage i tavleretningen får man et fleksibelt billede. Det skærper tilhørernes opmærksomhed når forelæseren bevæger sig, fordi man bliver nødt til at kigge efter ham. (visuelt = synssans og auditiv )

Rumligt billede: Hvis man går både frem og tilbage i tavleretningen og ned langs med rækkerne, får man et rumligt billede. (visuel, auditiv og rumligt )

Oplevelsesrum: Hvis man tager ting med i undervisningen og sender rundt blandt tilhørerne og stadig går frem/tilbage, får man et oplevelsesrum som også udnytter følesansen. Hvis man rører ved ting hjælper det mange til at huske (auditiv, visuel, rumligt og taktil)

Brug din krop

Påklædning skal matche PP, fx den baggrund man har valgt. Det nytter altså ikke noget at være i karrygul hvis man har en lilla baggrund. Man skal også skille sig væk fra baggrund (tavle/PP/væg), så man skal have tøj på, der ikke går i et med baggrunden.

Påklædningen siger meget om ens status og kan enten give respekt eller fratage en respekt. Ville du kunne tage en foredragsholder seriøst, som fremlagde iført en nedringet og udfordrende top og en alt for kort nederdel? Ville du synes det var passende, hvis en hjerneforsker fremlagde iført et joggingsæt?

Lidt gode råd til valg af påklædning:

  • Hos kvinder giver stiletter, stilet tøj (jakkesæt, pæne nederdele osv.) en høj status
  • Vælg tøj der passer til den type fremlæggelse der holdes. Fx friluftstøj som naturvejleder og stiletter som økonomisk spindoktor.
  • Smykker kan sige meget. Et hjerte i en halskæde giver tillid. En ugle i en halskæde signalerer klogskab. En vielsesring signalerer trofasthed og stabilitet. Uden smykker har man en lavere status, så det kan med fordel bruges.
  • Farver: Alle farver har en symbolsk betydning. For eksempel signalerer den blå farve troværdighed.
  • Stå rank. En ludende holdning signalerer ligegyldighed.

VIGTIGST: Det handler om at man kan stå inde for sig selv i det man er iført. Hvis man befinder sig dårligt i stiletter er det derfor ALDRIG godt at vælge dem.

Forbered dig mentalt

Med ovenstående gode råd kan det næsten ikke gå galt. Men nervøsitet kan spolere selv den bedst planlagte præsentation. Her er derfor nogle gode råd til hvordan du mentalt forbereder dig på at holde din stjerneoptræden.

  • Sov tilstrækkeligt
  • Drik masser af vand
  • Spis ordentligt
  • Sørg for at have noget tøj på, som du befinder dig godt i, men hav stadig noget tøj på der giver dig høj status.
  • Læg tørklædet væk inden du går på talerstolen. Tilhørernes indtryk er, at du gemmer dig bag et tørklæde. Selvom det ikke er tilfældet, er det indtrykket de får. Brug i stedet smykker, som signalerer det du ønsker at udsende.
  • Tal hellere langsomt end hurtigt, hvis du er nervøs
  • Tag den tid du har brug for. Pauser er ikke altid dårlige, prøv at time dem så du går i stå når folk alligevel gerne lige vil nå at skrive ned. Hvis du går helt i stå, er det helt i orden at sige det “Hov, der gik jeg vist lige i stå. Nu kan I hvile ørerne et øjeblik mens jeg finder tråden igen” og så lige få styr på det igen.
  • Folk opdager kun fejl, hvis man gør opmærksom på det. De ved ikke om du har glemt at sige noget. Fortvivl ikke hvis din rækkefølge gik i vasken under præsentationen.

Christian Eiming, formidlingscoach og ekstern lektor på SDU (http://www.formidling.info)

Skriv en kommentar

Information

This entry was posted on 7. november 2012 by in Præsentationsteknik.