“Gode intentioner redder ikke liv”

Et ubestemt sted i Afrika er en ung dansk læge ved at behandle en syg dreng. Han fortæller den måbende dreng, at flere tusind danskere har like’t Læger Uden Grænsers facebookside, at adskillige har ønsker om at støtte organisationen. “Hjælper det lidt?” Spørger han den uforstående dreng, der ikke fatter en bjælde af danskerens uforståelige ord.

“Hjælper det lidt?” er selvfølgelig et retorisk spørgsmål, for som tv-reklamen selv siger, redder gode intentioner ingen liv. Kun handlinger gør en forskel. Men det er på ingen måde et ekstraordinært fænomen, at der er forskel på hvad folk siger og hvad folk gør. Faktisk er der et helt begreb for det: Det kaldes en ‘value-action-gap’, altså en kløft imellem folks ‘værdier’ (nærmere bestemt: intentioner) og deres handlinger.

Det er egentlig ikke så underligt at der opstår den uoverensstemmelse mellem intentioner og udførte handlinger, for for at ændre en adfærd, kræver det, at der kan samles en ordentlig krudttønde af sprængfarlig energi, der kan fyres af på adfærdsændringen.

For at lave en biologisk kobling kan man forsimplet sige, at en adfærd kræver tilførsel af energi (motivation) for at overskride tærskelværdien og udløse et aktionspotentiale, altså en aktiv ny handling (action). Hvis ikke energien/motivationen er stor nok, vil en handlingsændring ikke finde sted. Eksempelvis: ”Jeg står med en brugt emballage i hånden. Jeg kan smide det på jorden eller jeg kan smide det i en skraldespand (non-action hhv. action). Der er ingen skraldespand indenfor rækkevidde, så for at adfærdsændringen skal træde i kraft, må jeg besvære mig med at finde en skraldespand (tærskelværdi). Det kræver motivation (energi).”

Modsat det biologiske aktionspotentiale, er det psykologiske handlingspotentiale ikke nødvendigvis afhængig af, at der tilføres ny energi hver gang en handling skal finde sted, da motivationen ”kan genbruges”, så at sige. Det kan blive en vane, og når først det er blevet en indgroet adfærd, kræver det ikke samme energi at udføre action som selve adfærdsændringen, om end motivationen må være vedvarende, da man ellers kan falde tilbage til den ikke-energikrævende non-action.

Diekmann & Preisendoerfer (1992) prøver at forklare det førnævnte action-value gap, altså uoverensstemmelsen mellem holdning og handling, ved at bruge en low-cost/high-cost model.

Folk har altså en tendens til at vælge de adfærdsændringer der koster mindst. Prisen her refererer ikke kun til det økonomiske aspekt, men også til tid, energi mm. I deres studie, som havde specifikt fokus på ændret miljøadfærd, viste de, at der var en signifikant korrelation mellem holdning og adfærd, når det gælder low-cost positiv miljøadfærd, som fx genbrug, men ikke nødvendigvis high-cost positiv miljøadfærd, som at stille bilen eller undlade at flyve, som kræver en større livsstilsændring.

Blake (1999) satte sig for at undersøge årsagerne til denne value-action-kløft. En lang række respondenter blev bedt om selv at angive årsager til, at de ikke udviste den adfærd som deres holdninger ellers burde medføre. “Undskyldningerne” kunne kategoriseres i tre typer af barrierer:

• En individuel barriere: Dovenskab, manglende interesse og ”jeg anser ikke mig selv som den type, der gør ’sådan noget’” afholdte en del folk fra at føre de gode intentioner ud i livet.
• Ansvarsfraskrivning: Mange udtrykte at de ikke følte ansvar for at løse de givne problemer. Det hang for nogle sammen med, at de ikke følte at deres individuelle adfærd ville gøre nogen forskel, eller at de tænkte at andre vil kunne løse problemet bedre.
• En praktisk barriere: Manglende tid, manglende penge og manglende faciliteter kunne også afholde en del folk fra at følge deres egne værdier til dørs. Når der ikke var en genbrugsstation i nærheden, blev det altså for besværligt at lave affaldssortering.

Opsummeret konkluderede Blake (1999) at det først og fremmest var manglende motivation, der forhindrede respondenterne i at forene holdninger med handlinger, da de fleste barrierer ville være til at overkomme, hvis motivationen havde været til stede i endnu større grad.

Men hvad skal der til for at motivere folk? Hvordan får vi lagt brædder over kløften, så handlingerne kan komme til at svare overens med holdningerne? I TV-reklamen fra Læger Uden Grænser bruger de patos i udbredt grad i billederne af de lidende børn, og desuden er de praktiske barrierer mindsket ved at tilbyde nem pengeoverførsel – du behøver ikke uddanne dig til læge og selv rejse til Afrika for at handle i overensstemmelse med din positive intention. Indenfor miljø kan folk være sværere at ramme med patos-appeller, da planter og dyr ikke i samme grad taler til vores iboende altruisme, og slet ikke på et abstrakt plan som klimaforandringer og miljøødelæggelser kan forekomme. Nogen direkte opskrift kan næppe konstrueres, men Hines, Hungerfort & Tomera (1987) har givet deres bud – men det hører til i et helt nyt blogindlæg!