Kan man opdele turister i grupper/typer med henblik på, at tilpasse oplevelsen og læringen til netop den type man møder? For nogle turister er omgivelserne og faciliteterne det vigtigste. For andre den personlige kontakt med de folk de møder på turismedestinationen. Og for helt andre er det allervigtigste det fællesskab de føler med deres kære, mens de er på feriestedet. Ligesom John Falk (2009) definerede fem forskellige typer af museumsbesøgende, vil vi nu udvide med en række oplevelsestyper.
Tidligere har vi jongleret med hvordan Falks museumstyper (Falk, 2009) kan bruges aktivt som faktor i planlægning af et evalueringsdesign. Nu bringer vi dem i spil i forbindelse med udvikling af (natur)oplevelser med (naturfaglig)læring.
De fem forskellige museumstyper er:
En beskrivelse af dem finder du her :-)
Men kan museumstyperne direkte overføres til oplevelsestyper? Eftersom museumstyperne er udviklet til brug i uformelle læringsmiljøer og uformelle læringssituationer, hvilket en naturturismeoplevelse er, er der basis for, at de i hvert tilfælde ikke er helt hen i vejret. Spørgsmålet er om de er dækkende?
Museumstypeinddelingen er baseret på John Falk & Lynn Dierkings kontekstuelle model for læring (2000), som forklarer, at læring afhænger af tre forskellige kontekster; den personlige, den sociokulturelle og den fysiske kontekst.
Den personlige kontekst:
Den sociokulturelle kontekst:
Den fysiske kontekst:
Desuden:
Typerne påvirkes forskelligt af de tre kontekster – eller de tre kontekster har forskellige betydning for den enkelte type. Fx er mellemmanden primært påvirket af den sociokulturelle kontekst, altså er det sociale fællesskab under besøget altafgørende for oplevelsen og den læring der foregår. Hvis mellemmandens gruppe har det godt, er mellemmanden modtagelig for læring. Modsat er eskapisten primært påvirket af den fysiske kontekst, altså arkitekturen og æstetikken på museet. Hvis de fysiske rammer ikke er i orden, er eskapisten ikke modtagelig for læring.
Den kontekstuelle model for læring er udviklet til uformelle læringsmiljøer og uformelle læringssituationer – som et museumsbesøg, og en oplevelse i naturen, er. Alle disse faktorer kan derfor overføres fra en gæst på Naturama til en turist på Marsvinesafari på Galeasen Aventura.
Men hvad skal vi bruge en opdeling af turister i typer til? Hvorfor skal vi vide om Hr. Hansen er en mellemmand eller en entusiast, når han stiger ombord i kajakken? Vi skal kende hans type for at kunne tilrettelægge det mest hensigtsmæssige formidlingsforløb for ham – ligesom en kategorisering af museumstyper på Naturama gør, at personalet kan møde gæsterne der hvor de befinder sig.
Ja, der mangler nogle typer. Når vi går fra museumskontekst til at dække en så divers gruppe som naturturister kommer vi til at mangle nogle typer.
Hvilken type dækker for eksempel den grænsesøgende isklatrer, som søger selvrealisering og personlige udfordringer – som lever for kicket ved at kigge ned i gletcherspalten og tænke “et skridt til siden og…”?
Hvilken type dækker vores selviscenesættende ungmø, hvis hovedopgave i kajakken er at få hevet mobilen op af sin dry sack, så hun kan poste et billede på Facebook? Som kun føler, at oplevelsen har været tilfredsstillende, hvis den er blevet delt og ‘liket’ på sociale medier.
Vi præsenterer derfor til en start:
6. Den grænsesøgende
7. Selviscenesætteren
Og måske, som vores speciale om turismeoplevelser med læring skrider frem, mange flere.
Vil du følge med i udviklingen kan du gøre det på http://masterexp.wordpress.com/
Falk, J. H. (2009). Identity and the Museum Visitor Experience. Left Coast Press, Inc., Walnut Creek.
Falk, J. H. & Dierking, L. D. (2000). Learning from Museums. Visitor Experiences and the Making of Meaning. Altamira Press, New York.