Going EXP

Natur og formidling // Explore · Experiment · Experience

Falks gæstetyper

Følgende beskrivelser er baseret på Falk (2009):

Den opdagelsesrejsende

Den opdagelsesrejsendes motivation er at tilfredsstille den personlige interesse og nysgerrighed. Denne type udgør en stor del af alle gæster, og behovene for den opdagelsesrejsende bør derfor have stor prioritet i planlægning af udstillinger.  Den opdagelsesrejsende følger ikke et lineært bevægelsesmønster. Bevægelsesmønsteret kan udefra synes ulogisk, og en udstilling med mulighed for et individuelt bevægelsesmønster vil derfor møde behovet for denne type. Ydermere skal udstillingen give mulighed for at ”browse”, altså give mulighed for selv at vælge hvilke dele af udstillingen, der er interessante og som besøges, og hvilke dele der springes over, da den opdagelsesrejsende hader at følge mængden. Denne type af besøgende læser skilte, brochurer og guides for at opnå viden, den viden som personalet har bestemt er vigtig. Men en stor skuffelse for den opdagelsesrejsende er skilte, som er for simple eller basale. Skilte som virker for oplevelsesjægeren eller mellemmanden, vil sandsynligvis ikke virke for den opdagelsesrejsende.

Mellemmanden

Mellemmandens motivation for et besøg er ønsket om at give deres nære en god oplevelse. Hvis museet formår at give mellemmandens ledsagere en god oplevelse, vil det medvirke til, at mellemmanden får en god oplevelse. Falk (2009) fremstiller to typer af mellemmænd: faciliterende forældre og andre mellemmænd. For de andre gæstetyper er deres tidligere viden, oplevelser og interesser af stor betydning for deres oplevelse, men for faciliterende forældre er det børnenes viden og interesser, der betyder mest. Faciliterende forældre læser primært skilte for at være i stand til at opfylde deres børns behov. De er som regel nødt til at oversætte den naturvidenskabelige institutions udstillinger til børnene, og for at opfylde denne types behov er det altså nødvendigt, at institutionen er i stand til bedst muligt at hjælpe forældrene med dette.

Andre mellemmænds motivation er den eller de ledsagere, de besøger den naturvidenskabelige institution sammen med. Besøget vil forløbe som den type ledsager, de har med. Hvis ledsageren er en opdagelsesrejsende, vil mellemmanden og ledsageren følge mønsteret for en opdagelsesrejsende. Der kan dog også være tale om to mellemmænd, som sammen tager til institutionen, og i dette tilfælde vil oplevelsen tage form som et socialt arrangement, hvor institutionen kun er kulisse for det egentlig emne, nemlig mødet mellem de to mellemmænd. Behovet er derfor, at institutionen opstiller en hyggelig kulisse med plads til social interaktion.

Oplevelsesjægeren

Motivationen for en oplevelsesjæger er at få en stor oplevelse, at skabe minder. Det er altså ikke en interesse for emnet, der driver denne type besøgende. Typen dækker især over turister. Oplevelsesjægeren har ofte en stram tidsplan, og derfor er det vigtigste behov for denne type, at den naturvidenskabelige institution sørger for at vejlede den besøgende gennem museet ved en rute, der viser højdepunkterne, samt at skilte og informationer er nemt tilgængelige og hurtige at læse. Oplevelsesjægeren besøger oftest kun institutionen en enkelt gang, og derfor skal skiltning være i stand til at svare på de spørgsmål, en engangsbesøgende kan have. Oplevelsesjægeren er som navnet antyder interesseret i gode oplevelser og Falk (2009) udtrykker det således: ”Experience seekers want the Disney experience – not the trivial and vacuous aspects of Disney, but the thing that Disney does so well, customer service” (p. 226).

Entusiasten

Drivkraften for entusiasten er interesse og viden omkring det pågældende emne. Entusiasten kan være professionel indenfor emnet eller have emnet som en hobby. Derfor vil denne type oftest haste gennem institutionen indtil udstillingen indenfor emnet nås. Entusiaster går gerne egne veje og læser sjældent skiltning, da de vil formode, at informationen er for basal for deres viden. De interagerer gerne med medarbejderne på institutionen, men indgår ikke i en egentlig social gruppe, og besøget vil være mere individuelt end det ses hos andre typer. De vigtigste faktorer der påvirker besøget for entusiasten er således dennes tidligere viden, erfaring og oplevelser. En udstilling der virker for de andre typer, vil formentlig ikke virke lige så godt for entusiasten.

Eskapisten

Denne type af gæster benytter oplevelsen som et sted at lade op og slappe af. Af stor værdi for deres besøg er museets arkitektur, altså er den fysiske kontekst den vigtigste for dem. Indretningen af museet skal give eskapisten mulighed for at finde et fredeligt sted på en bænk. Eskapister besøger primært stedet for at få en oplevelse. De læser ikke skilte, men hvis noget virkelig interesserer dem, kan de kaste sig over netop denne specifikke udstilling/objekt.

Falk, J. H. (2009) Identity and the Museum Visitor Experience. Left Coast Press, Inc.

Politiken. Guide: Hvilken museumstype er du? Hentet fra http://ibyen.dk/guide/guideartikler/ECE1067712/guide-hvilken-museumstype-er-du/ (02.07.2012)

1 comments on “Falks gæstetyper

  1. Pingback: Typeopdeling – findes der oplevelsestyper? | Riverrafting i en brusende tankestrøm!

Skriv en kommentar

Information

This entry was posted on 3. juni 2012 by in Gæster, Gæstetyper.

Navigation