Undervisningstv – fortjener det sit ry?

Der er ikke noget at sige til, at Garfield hader undervisningstv for børn, for i den underlige gråzone mellem undervisning og underholdning kan det alt for nemt gå galt. Foran flimmerkassen sidder børnene passivt og lytter, og netop den konstellation giver dårlige associationer til fortidens tankpasserpædagogik, hvor børns hjerner blev set som ’tomme beholdere’, som der bare kunne fyldes viden på. I dag ved vi, at læring er mere kompliceret, og derfor opstår der naturlige tvivl om effekten af undervisningsprogrammer på tv.

Tv’et som medie gør det svært at engagere børnene i en aktiv konstruktion af viden. Erfaringsdannelsen sker ikke gennem egne hands-on-oplevelser, men gennem værternes håndtering af emnet, og stimuli er alene visuelle og auditive – hermed rammer man kun to af Gardners i alt syv definerede intelligenser (Shear 2010). De vigtige sanser, følesansen, smags- og lugtesansen, er sat helt ud af spil, og kommunikationen er, uanset talrige forsøg på andet, kun envejs, så der kan ikke stilles krav til børnene om egen refleksion og formulering som respons på det oplevede.

Men kan undervisningstv så slet ikke bruges?

JO, det kan. Men som følgende artikel vil belyse, er der store udfordringer forbundet med undervisningstv, som der er med al formidling.

Undervisning i TV

Hvis vi først griber fat i ideen om, at undervisningsprogrammer skal undervise. Første udfordring er, som nævnt i den indledende tekst, at børnene ikke aktiveres foran flimmerkassen, hvor undersøgelser endda har vist, at tv-kigning før 3-årsalderen har en negativ effekt, omend beskeden, på udviklingen af børnenes kognition (Zimmerman & Dhristakis 2005), og at børn i denne aldersgruppe heller ikke kan koble dét, det ser i tv, til den virkelige verden; Et forsøg viste eksempelvis, at 2-årige ikke er i stand til at finde et givent stykke legetøj, hvis gemmestedet er blevet vist på tv, mens de fint kunne finde det, hvis de havde set gemmestedet gennem et vindue (Kirkorian et al. 2008).

Kritikken af undervisningstv til småbørn ligger i, at tiden de bruger på at se tv, bliver brugt væk fra familie, venner og verden omkring dem. Hvis stimuli alene ligger i en skærm med bevægelige billeder, møder børnene ikke respons på de signaler, de selv udsender. Det er problematisk i en tidlig alder, hvor en stor del af barnets sociale udvikling finder sted. Undersøgelser har også vist, at for meget tv, 2 timer dagligt eller mere, kan give koncentrationsproblemer og opmærksomhedsproblemer senere i livet, ligesom en tidlig eksponering for vold i medierne kan øge risikoen for, at barnet udvikler agressiv adfærd (Lemke et al. 2009).

Et forskningsteam satte sig for at analysere 120 episoder af 40 programtitler indenfor undervisningstv for børn (Lemke et al. 2009). Analysen gik på, om programmerne opfyldte til en række punkter, som teamet havde opsat som indikator for kvalitet af indhold og læringspotentiale, bl.a. om programmet havde en primær morale/lektie og hvor tydelig den var for børnene. Resultatet var, at kun 13% af episoderne, altså 1 ud af 8, blev vurderet til at have høj kvalitet, hvorimod 23% havde minimal læring. De resterende 63% havde moderat læringspotentiale (Lemke et al. 2009).

TV i undervisning

Nu har du måske mest lyst til at smide dit tv ud, forhindre at dine børn nogensinde ser tv igen, at dine børns børn ser tv og at naboens børn og børnebørn ser tv nogensinde igen. Men læs videre! Undervisningstv kan også have en positiv effekt på udviklingen af børns intelligens (Lemke et al. 2009) – men der skal kvalitet til, og tv kan ikke stå alene.

Én ting er undervisning i tv, noget andet er tv i undervisning. Forskellen her ligger i, at der i et klasseværelse er en lærer til stede. Adskillige undersøgelser har vist, at tv kan være et effektivt instruktionsværktøj, når indholdet af programmet er udviklet til brug i undervisning, med streg under ‘brug i’ og altså ikke som substitut for læreren. Står undervisningsprogrammet alene, er læringen begrænset til, hvad eleven selv kan konstruere af viden udfra de visuelle og auditive informationer fra skærmen. I klasseværelset kan læreren derimod facillitere læringen og hjælpe eleverne med at forstå, hvad de netop har set. (Lemke et al. 2009; Shear 2010).

Tv i undervisningen kan give muligheder, som ellers ikke kunne lade sig gøre; om det er at præsentere en visualisering af komplekse stofkredsløb eller sætte miljødebatten ind i en ramme, som eleverne kan forholde sig til. Det er velkendt, at når information bliver præsenteret på en måde, som børn kan relatere til, kan de bedre lide undervisningen (Shear 2010). Forestil jer lige Justin Bieber forklare fotosyntesen for en 7. klasse!

Igen er det dog vigtigt at gentage  at instruktions-tv blot erstatter læreren med en person på skærmen, det underviser ikke. Dreon et al. (2011) argumenterer for, at digital storytelling, som fx brug af youtube-klip med en narrativ præsentation af et givent emne,kan være med til at øge og accelerere elevernes forståelse af det læste pensum. Det skyldes, at der skabes en ‘visuel mening’ med det læste, hvor det ukonkrete bliver gjort konkret.

TV or not TV?

For nu at vende tilbage til undervisningstv, som ‘undervisning i tv’, er der dog heller ingen grund til at afskære børn fra alle programmer. Flere undersøgelser peger på, at programmer, der specifikt er designet til at undervise og udvikle børns kognition endda kan have en gavnlig effekt på børns sociale udvikling (Kirkorian et al. 2008; Lemke et al. 2009). Således var børn, der havde set Sesame Street (på dansk: Sesamgade) eller Barney & Friends (Barney og Venner), bedre forberedt på at starte i skole end dem, der ikke havde set programmerne, hvilket kan tillægges seriernes store fokus på sociale normer, pædagogiske gentagelser og rammer, som relaterede sig til børnenes egen verden. Den førnævnte undersøgelse af undervisningsprogrammernes kvalitet kritiserede, at kun 13% af programmerne havde et højt niveau af læringspotentiale, men faktisk viste samme undersøgelse at langt størstedelen af de programmer, der havde til skarpt defineret formål at kommunikere skolemodnende og sociale egenskaber, også medførte at moralen blev opfattet af børne-seerne (76%).

Så, Garfield; Hvis du alligevel flyder ud i sofaen, så se da lidt af Tante Hypofyses klubhus – du bliver sikkert klogere, hvis det da ellers har et rimeligt fagligt indhold!

Dreon, O., Kerper, R. M. & Landis, J. (2011) Digital Storytelling: A Tool for Teaching and Learning in the YouTube Generation. Midle School Journal. 42;5, p. 4-9.

Lemke, C., Coughlin, E. & Reifsneider, D. (2009) Technology in Scools. What the Research Says. P. 40-41.

Kirkorian, H. L., Wartella, E. A. & Anderson, D. R. (2008) Media and Young Children’s Learning. The Future of Children. 18:1.

Zimmerman, F. J. & Dhristakis, D. A. (2005) Children’s Television Viewing and Cognitive Outcomes. A Longitudinal Analysis of National Data.  Arch Pediatr Adolesc Med. 159, p. 619-625.