Going EXP

Natur og formidling // Explore · Experiment · Experience

“Opskrift på succes!” – vi har også muffins!

Facebook, Youtube, Google, BT, Krak, DMI, Hotmail, dba, TV2, EB. Det var danskernes top 10 liste over mest søgte ord i 2012. Sådan! Nu har vi taget dem med i vores blogindlæg, som dermed nødvendigvis må være det hotteste af det hotte; Nu vil læserne strømme til! Eller vil de? Hvad skal der egentlig til for at få besøgende på en hjemmeside? Læs videre, og få opskriften på succes!

“Opskriften på succes”, ja, det er måske lidt meget at love i overskriften, men du klikkede ind for at læse, så det virker jo! Overskriften er det første læseren møder, når din hjemmeside dukker op på Google. Hvis den ikke er spændende, er det alt for let at scrolle videre i søgeresultaterne efter en mere interessant side.

Når snakken falder på hjemmesider og Google, vil mange marketingfolk straks begynde at råbe SEO-SEO-SEO! SEO er forkortelsen for search engine optimization (søgemaskineoptimering), altså at øge en hjemmesides synlighed i søgemaskinerne, og rådene handler ofte om at benytte sig af de søgeord, som internetbrugerne efterspørger. Det er dog nok de færreste hjemmesider for nichepræget fagviden, der indeholder svar på hvordan man kysser, hvordan man dividerer, hvordan veer føles, hvordan solceller virker, hvordan man ganger, får udbetalt efterløn, strikker eller hækler – som ellers var blandt det mest efterspurgte på Google i 2012!

Allerede dér har vi danskernes interesser imod os – øv øv øv! Hvorfor vil de ikke hellere vide noget om cyanobakterier, pterodactyler og skalbærende amøber, spørger vi os selv, og kigger på de nedslående besøgstal på vores formidlingshjemmesider. Du kan selvfølgelig prøve at få Rasmus Seebach, Medina eller Lukas Graham til at deltage i en lille voxpop om deres yndlings-alge og favorit fugl, for det er de tre danske personer, som danskerne søgte mest information om i 2012, og derfor scorede højt i Googles hit-regnskab. I det hele taget er kendisser populære og gode til at lokke læsere til, men bare rolig; mindre kan også gøre det.

Sådan gør du:

Uanset hvad kloge SEO-folk siger, kan vi som formidlere jo ikke vælge hjemmesideindhold efter, hvad Googles brugere efterspørger. En madblog er ikke så anvendelig, når vi gerne vil formidle fascinerende flagermus, men hvordan får vi  succes?

Her er 5 lette trin til hits:

1. Lav lister! Lister og oversigter lokker læsere til. De er overskuelige og korte og nemme at forholde sig til. “10 uundværlige ting til strandturen”,  “10 lege I kan lege med pinde” eller “10 smukke udsigtspunkter på Fyn”. Folk elsker lister! Uhm, lister…

2. Lav guides! Som ovennævnte “hvordan…”-søgesætninger illustrerer, søger folk rigtig meget efter vejledning. Se om der ikke er mulighed for at inkludere en guide på din hjemmeside – det er der ofte. Hvis din hjemmeside handler om et bestemt naturområde, kan det fx være en guide til gode picnic-spots, opskrift på en lækker turkage eller trin-for-trin-vejledning til at lave et godt bål. Vær lidt kreativ.

3. Vær først med det nye! Her skal man være lidt heldig at ramme, men hvis du alligevel følger med på udenlandske websites, som har samme indhold som din, er der en rimelig sandsynlighed for at store trends også kommer til Danmark på et tidspunkt. Fx havde jeg en hjemmeside om Harry Potter, før det blev kæmpestort. Den var ganske lille, men scorede en del hits bare på at være blandt de dengang få danske hjemmesider, der handlede om den unge troldmand.

4. Skriv endnu mere! Det kan godt være træls at sidde med en ny hjemmeside og et simpelt ønske om en større læserskare af den allerede eksisterende tekst. Men der er ingen vej uden om: Du må skrive mere og mere og mere endnu. For jo flere ord du får skrevet, desto større er muligheden også for, at du får hits på Google.

5. Promovér din side! Øv. Som håbløst blåøjet idealist, der nærer en lillebitte modvilje mod oversmarte markedsføringsfolks glittede reklamefremstød, falder promovering ikke særligt naturlig. Men der er ingen vej uden om: Især hvis din side er nichebaseret, kan det være svært at blive fundet på Google, for de få interessenter der er, overvejer måske end ikke at søge information på internettet. Sæt din hjemmeside i din e-mail-signatur, når du mailer med dit netværk, så bliver din side delt med lige netop dem, der kan have interesse i din formidling.

Summa summarum: 

Der ER svært at få læsere til en nichehjemmeside. Lige så vel som det er svært at få besøgende til et niche-museum med en niche-udstilling. Det ligger jo også i ordet niche at det indebærer  begrænsninger. Men det ligger også i ordet, at du med din hjemmeside har fundet et lillebitte hul på internettet, der ikke allerede er dækket og optaget af tusindvis af andre hjemmesider. Så giv ikke op, og husk: Den vigtigste viden, er den vi deler med andre – også på små nicheprægede hjemmesider om polypdyr og øregobler.

Nå, ja – og bare fordi vi kan (som den eksperimenterende og flabede blog vi er), følger her en opskrift på – lad os se om dét gi’r hits! :

Sunde bananmuffins

Disse bananmuffins virker hver gang og tager max fem minutter at blande sammen. De er delt op i våde og tørre ingredienser, som kort røres sammen, før dejen fordeles i muffinsforme.

Ingredienser

Vådt:

  • 2½ dl yoghurt
  • 3 øko-æg
  • 2 spsk rapsolie/flydende margarine
  • 4 overmodne bananer
  • 2 tsk vanillesukker (lav den selv af vanillekorn fra en vanillestang og rørsukker)

Tørt:

  • 3 dl hvedemel
  • 1 dl fuldkornshvedemel
  • 1 dl fint blendede mandler eller 1 dl kokosmel –vælg selv
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 tsk natron
  • Fyld: 100 g hakket chokolade, 100 g hakkede nødder eller bær. Smid fx en pose hindbær i dejen og få de fineste lyserøde muffins.

Fremgangsmåde: Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Bland de våde ingredienser i en skål og blend dem med en stavblender til bananerne er findelt. Bland de tørre ingredienser i en anden skål og rør dem sammen med en ske. Fyldet skal i den tørre del, for at fordeles i melet, som gør, at det ikke falder til bunds. Bland de to skåles indhold sammen og rør kort, indtil der ikke er flere melklumper. Hvis du rører for længe, vil det blive en meget tung dej. Fordel i muffinsforme. Der bliver 12 store eller omkring 18 af almindelig størrelse – alt efter hvor store bananer du bruger. Bag i ovn i ca. 20 minutter, alt efter hvilken ovn du bruger og hvor store formene er, så tjek efter 15 minutter. Nyd et særligt skønt sted i den smukke danske natur. En sommerdag på stranden kl. 7 om morgenen får dem kun til at smage endnu bedre :-)

Google Presseblog (2012) Det søgte danskerne efter i 2012: Kage, kendisser og kyssetips. (http://googledkpress.blogspot.dk/2012/12/Zeitgeist.html)

Brandt, B. 10 trin til flere besøgende på din hjemmeside (Hentet 2013 fra http://brianbrandt.dk/10-trin-besoegende-1119.htm)

Skriv en kommentar

Information

This entry was posted on 25. juli 2013 by in Teknologi.