Going EXP

Natur og formidling // Explore · Experiment · Experience

Innovative runer på stranden

Naturformidling på de danske kyststrækninger trænger til en opdatering. Fortidsmindernes runer inspirerer til ny formidlingsplatform hugget i sten.

Den lavthængende sol skinner fra en skyfri himmel og giver en illusion af sommer, da familien med strandtasken pakket begiver sig mod stranden for at spise en muffin og lade ungerne lege i sandet – og måske endda dyppe tæerne i det kølige sommervand.

En situation som denne optræder ofte i det danske sommerland. Familien skal ud og være et med naturen, og både forældre og børn elsker det. En situation som denne giver en unik mulighed for at give Familien Danmark en portion naturformidling med i bagagen, hvis det leges ind i dem. Men på langt de fleste kyststrækninger i Danmark udnyttes situationen ikke – og det er en skam!

For der er masser af muligheder. Både for traditionel formidling, som skiltning, mundtlig formidling og ‘naturbaser’, men også ‘skæve’ muligheder. Vi har valgt at eksemplificere strand- og kystformidling på Sædding Strand ved Esbjerg, men samme type innovativ formidling kan være brugbar på mange andre kyststrækninger i Danmark.

En strand fyldt med muligheder

Sædding Strand er med skulputuren Mennesket ved Havet en yndet turistattraktion i Esbjerg, som hvert år besøges af rigtigt mange danske og internationale turister (visitesbjerg). Sædding Strand hører til Vadehavet og det betyder masser af fugleynglepladser, et rigt dyreliv på havbunden og et interessant planteliv (Nationalpark Vadehavet). Der mangler altså ikke spændende naturfænomener at formidle. Alligevel er der ingen formidling tilknyttet stranden.

Forældrene slår sig ned på picnictæppet tæt ved vandet og finder gravetingene frem til ungerne, som straks spæner ud i vandet og begynder at bygge sandslotte og samle sten. Den yngste kommer stolt løbende med en bøtte med muslingeskaller mens den ældste fremviser en underlig sten, som ingen af dem kan finde ud af hvad er.

Forældrene har brug for hjælp til at svare på ungernes spørgsmål om skaller og sten. Men hvordan kan vi hjælpe dem med at formidle strandens dyre- og planteliv?

Tidevandet skyller vandet op mod tæppet og forældrene må redde muffins og kaffekopper fra at drukne. På vej mod sikkerhed på strandengen passerer de læ-stendiget. Mors blik falder på en tekst på stenen som stikker frem fra sandet. Nysgerrigt børster hun sandet væk.  

“Mange dyr lever nedgravet i havbunden og du skal lede for at finde dem. Det gælder for eksempel for både hjerte-, sand- og østersmuslinger. Det er nemmere at se sporene efter dyrene, da du i vandkanten kan finde tomme skaller.”

Mor konkluderer, at den yngstes spand indeholder både hjerte-, sand- og østersmuslinger, men hun kan ikke finde ud af hvad der er hvad. Men da hun får gravet sandet væk fra endnu en sten dukker en QR-kode frem, som hun scanner med sin smartphone og frem kommer billeder af muslingerne, så mor nu kan forklare den yngste, hvad der er hvad. 

De fleste af kyststrækningerne i Danmark har læ-stendiger, med potentiale til en forvandling til formidlingsplatforme. En formidlingsplatform som er frit tilgængelig, som ikke skæmmer naturen og en formidlingsplatform som pirrer brugernes nysgerrighed og fungerer som en krog, der fanger brugerne og opfordrer til yderligere undersøgelse.

Tekster på læ-stendiger kan med fordel suppleres af andre former for formidling. Det er nemt at forestille sig en ‘naturbase’ med fiskenet, mini-akvarier og plancher til bestemmelse af muslingeskaller og smådyr samt en mundtlig formidler tilknyttet Vadehavet, som besøger stranden i sommersæsonen. Desuden vil det være oplagt at opsætte skiltning med Esbjergs historie, da udsigten fra Sædding Strand er industrihavnen, som hver dag er lods plads for vindmølledele og olie, men som tidligere var Danmarks største fiskerihavn. Ligeledes bør der på stedet være referencer, i form af skiltning eller foldere, til de sæludflugter der foretages i både fra Esbjerg Havn, samt referencer til Vadehavets Nationalpark.

Veltilfredse nyder far og mor en kop kaffe og en muffin på strandengen, mens ungerne børster sand væk og scanner koder på sten, mens solen går ned og skaber et lyserødt tæppe over Vadehavet. Mætte af indtryk og oplevelser slutter ungerne sig til forældrene og på gåturen mod bilen har de nu endelig tid til at spise en muffin, inden familien sætter sig i bilen og kører hjemad efter en lærerig sommeraften på stranden.

Nationalpark Vadehavet. Hentet fra www.visitesbjerg.dk/danmark/da-dk/menu/esbjerg/vadehavet/nationalpark-vadehavet-visitsydvestjylland/vadehavet.htm (19.07.2012)

visitesbjerg. Hentet fra www.visitesbjerg.dk/danmark/da-dk/menu/esbjerg/esbjerg.htm (19.07.2012)

Skriv en kommentar

Information

This entry was posted on 19. juli 2012 by in Naturformidling, Skilte.