Going EXP

Natur og formidling // Explore · Experiment · Experience

Lidt om læring

Hvordan evalueringen af en udstilling skal tilrettelægges, afhænger af formålet med udstillingen (Dean, 1996; Diamond, 1999). Under processen med udfærdigelsen af en udstilling tages der hensyn til mange forskellige faktorer. Det skal gøres klart, hvad formålet med udstillingen er, samt hvilken effekt udstillingen skal have på de besøgende.

Cheesman & Mortensen (1987) skelner mellem oplevelsesformidling, informationsformidling og menings- og debatstrukturering. Er formålet med udstillingen, at gæsterne får en god oplevelse, altså oplevelsesformidling? Er formålet med udstillingen, at gæsterne lærer noget om udstillingens emne, altså informationsformidling? Eller er formålet med udstillingen at gøre gæsterne i stand til at deltage i samfundsdebatter om udstillingens emne eller at genere en holdningsændring hos de besøgende, altså menings- og debatstrukturering? For at være i stand til at evaluere på, hvad gæsterne har lært af udstillingen, er det nødvendigt at gøre sig klart hvilken form for viden, gæsterne forventes at tilegne sig. Qvortrup & Qvortrup (2007) skelner mellem fire former for færdigheder, fire vidensformer: 1. ordens viden; faktuel viden, 2. ordens viden; situativ viden, 3. ordens viden; systemisk viden og 4. ordens viden; verdensviden. Skal gæsterne blot opnå en paratviden indenfor udstillingens emne eller skal de opnå systemisk viden, altså blive i stand til at bruge den viden de har om emnet, for eksempel i samfundsdebatter?

Ingemann (2002) formulerer en kommunikationsmodel, den nye bollemodel[1], for hvilke faktorer der er værd at tage med i betragtning samt hvordan de forskellige faktorer indvirker på hinanden. De naturvidenskabelige institutioner i Danmark ønsker vel alle, at de besøgende lærer noget af deres udstillinger. Men hvad skal de besøgende lære og hvordan evalueres der på, om de besøgende rent faktisk lærer det, der er tiltænkt dem? Damberg et al. (2006) udtrykker det således: ”Det at lære er summen af mange elementer alt efter hvad det er der skal læres, under hvilke vilkår det foregår, og hvem der skal lære det.” (p. 140) Læring er altså en kompliceret proces, som er yderst svær at måle og dokumentere, fordi den netop afhænger af, hvad der skal læres, under hvilke vilkår det foregår og af hvem der skal lære det (Falk & Dierking, 2000). Set i forhold til Ingemanns bollemodel afhænger effekten (det der læres) af indholdet (hvad der skal læres), kommunikationsmiljøet (hvor det læres), mediet (hvordan det læres) samt brugergruppen (hvem der skal lære det). Modellen er tiltænkt at skabe et overblik over de mange forhold der gør sig gældende, når man foretager en kommunikationsindsats på et bevidst niveau (Ingemann, 2002). Forbindelsen af pilene på kryds og tværs angiver, at modellen er dynamisk. Modellen tager ikke hensyn til individet, altså tages den personlige kontekst ikke i betragtning. Det gør til gengæld Falk & Dierking (2000) der forklarer læring i uformelle læringsmiljøer ud fra den kontekstuelle model.


[1] Ingemann bruger i sin originale model betegnelsen ’målgruppe’ om hele den gruppe, der er mål for kommunikationen. Vi benytter i stedet betegnelsen ’brugergruppe’, og har derfor erstattet ’målgruppe’ med ’brugergruppe’ i modellen.

Cheesman, R. & Mortensen, A. T. (1987) Om Målgrupper. RUC.

Damberg, E., Ingerslev, G. H. & Dolin, J. (2006) Gymnasiepædagogik – en grundbog. Hans Reitzels forlag.

Dean, D. (1996) Museum Exhibition. Theory and Practice. Routledgde.

Diamond, J. (1999) Practical Evaluation Guide. Tools for Museums & Other Informal Educational Settings. Altamira Press.

Falk, J. H. & Dierking, L. D. (2000) Learning from Museums. Visitor Experiences and the Making of Meaning. Altamira Press.

Ingemann, B. (2002) Tekster skal ses Den nye bollemodel. Roskilde Universitetscenter, Institut for Kommunikation, journalistik og datalogi.

Qvortrup, B. & Qvortrup, L. (2007) Undervisningens mirakel – om læring i et vidensperspektiv. Dafolo.

Skriv en kommentar

Information

This entry was posted on 3. juni 2012 by in Evaluering, Læring.